Grønland skal brandes på Facebook

Det er ikke længere nok at brande Grønland i traditionelle medier, nu skal vi sprede budskabet på sociale netmedier som Facebook og YouTube
Skrevet af Rune Langhoff
08. maj 2010 14:29

Facebook, Twitter og YouTube. Der skal tænkes nyt på internettet, når Grønland skal markedsføres i udlandet. Det siger kontorchef i Udenrigsdirektoratet Mininnguaq Kleist, som nu vil bruge mulighederne på de sociale medier til at øge kendskabet til Grønland.

- Vores mål er et øge kendskabet til Grønland, for vi har fået lavet en kendskabsanalysen, der viser, at folk ikke kender ret meget til Grønland, siger Mininnguaq Kleist, kontorchef i Udenrigsdirektoratet. Det vil han selvfølgelig gerne ændre.

- Normalt har vi brugt traditionelle medier som aviser, ugeblade og TV-mediet, men der sker jo en stor udvikling på det område - specielt på internettet. På vores netop overståede brandingseminar, som vi afholdt med samarbejdspartnere fra andre lande, kom der nogle idéer op om, hvilke nye ting vi skulle prøve. Det kunne være Facebook, YouTube eller andre lignende ting

For målet er nemlig helt klart:

- Det er at give et positivt billede af Grønland udad til.

Og så er der også god økonomi i de sociale medier. Kampagner der er nemlig billigere end i de traditionelle medier.

Alligevel har udenrigsdirektoratet indtil videre haft succes med at skabe meget omtale for et lille beløb.

Sidste år opnåede vi presseomtale til en værdi af 38-39 millioner kroner for et budget på tre millioner kroner, siger Mininnguaq Kleist.

Branding Greenland-initiativet er ledet af Udenrigsdirektoratet, men det er en samarbejdsindsats mellem Selvstyret og erhvervslivet - GTE, Royal Greenland og Air Greenland.