Grønland sikrede sig 5. pladsen ved de Panamerikanske mesterskaber

Grønlands håndboldherrer sikrede sig i aftes en sikker sejr over USA og dermed en femteplads ved årets Panamerikanske Mesterskaber.
30. juni 2014 04:36

Med cifrene 43-32 stod det i går aftes klart, at Grønland vandt en sikker sejr over USA. Det var dog ikke nok til at kvalificere sig til slutrunden ved verdensmesterskaberne næste år.

Panamerikansk mester blev Argentina, med Brasilien og Chile på 2. og 3. pladsen og dermed videre til verdensmesterskaberne.

Grønland grundlagde sejren over USA allerede i 1. halvleg og kunne gå til pausen med en sikker 11 måls føring - 25-14 - over USA.

Det var i øvrigt 9. gang Grønland besejrede USA i et landskampopgør.

Topscorer for Grønland blev Angutimmarik Kreutzmann med 11 mål, mens hans lillebror Akutaaneq Kreutzmann denne gang kun  scorede næstflest mål, nemlig 10. Men Akutaaneq Kreutzmann kan til gengæld glæde sig over, at han ikke kun scorede flest mål for Grønland - han blev også mesterskabernes topscorer og blev udtaget til de Panamerikanske Mesterskabers All Star-hold.

Landstræner Niels Møller sig i en kommentar til Grønlands indsats, at de grønlandske herrer på det tekniske niveau og i spilforståelse er fuldt på højde med de øvrige nationer.

- Men det er fysikken, vi taber på, når vi møder nationer som Argentina og Chile, men ikke mere end der kan rettes op på gennem en målrettet indsats, ved at spillerne får de rette rrammer at arbejde under - herunder gerne økonomiske midler til flere samlinger og kampe. - Kun ad den vej kan vi blive bedre, understreger Niels Møller.