Grønland siger nej til Expo 2010

Grønland sover i timen ved ikke at sende reperæsentanter til EXPO 2010, som foregår i Shanghai, Kina, fra maj til oktober iår. Det siger Lana Hansen som er projektkoordinator for 3 grønlandske kunstnere, der skal udstille under EXPO 2010.
Skrevet af Apollo Jeremiassen
29. januar 2010 14:32

Kina er et stort og voksende marked, og Grønland burde være mere vågen og udnytte Expo 2010 til at promovere sig selv. Det mener Lana Hansen, som står i spidsen for en delegation på 3 kunstnere, som skal til Shanghai.

Ikke mindre end 200 lande kommer til Expo 2010 for at promovere deres land, og arrangørerne forventer, at der kommer op til 70 millioner gæster forbi den store udstilling, og dermed betragtes som den største nogensinde.

- Derfor ville det være helt oplagt for Grønland at promovere sig i Expo 2010, siger Lana Hansen.

Men naalakkersuisoq for erhverv Ove Karl Berthelsen siger, at der ikke er afsat pegne til EXPO 2010.

- Hvis vi skal bruge tid og medarbejdere på udstillingen koster det 3 millioner kroner, og de penge har vi ikke afsat på finansloven, siger Ove Karl Berthelsen.

Men Lana Hansen insisterer.

- EXPO 2010 er et veloplagt sted til at markere sig som nation. Det ville være en fordel for det grønlandske erhvervsliv, industri og turisme, at være til stede.

Men selv om Kina er et stadigt voksende marked, har det nødlidende Great Greenland heller ikke valgt at deltage i Expo 2010. Det siger direktør for Great Greenland Henrik Estrup .

- Virksomheden har givet underskud det sidste par år, og vi må prioritere benhård mellem de ting, som vi kan bruge penge på. Vi har valgt at satse mere målrettet med at gå ind til vores enkelte tidligere forretningspartnere, og se om vi kan få sat gang i forretningen der, siger Henrik Estrup.

Great Grenland ser med andre ord ingen udbytte ved en eventuel deltagelse.

Ove Karl Berthelsen er enig i den vurdering.

- Under de foregående Expo-udstillinger har Grønlands udbytte været minimalt i forhold til hvor mange penge man brugte, slutter naalakkersuisoq for erhverv Ove Karl Berthelsen.