Grønland risikerer at udrydde polarlomvien

Grønland risikerer at udrydde polarlomvien, hvis Inatsisartut genindfører forårsjagt på fuglen. Det frygter Dansk Ornitologisk Forening - DOF - som i et åbent brev til Selvstyret opfordrer til at droppe planerne om fornyet jagt på den truede fugl.
Skrevet af Karsten Sommer
30. oktober 2013 06:11

- Det er rent ud sagt galimatias at tillade forårsjagt i Grønland på polarlomvien, hvis bestande i forvejen er i frit fald, siger Egon Østergaard, formand for DOF, som har sendt brevet på vegne af det globale netværk Birdlife International.

I Diskobugten er 97 procent af de ynglende polarlomvier ifølge foreningen forsvundet i løbet af de seneste 60 år. Og i Nordvestgrønland er en hel koloni på 250.000 ynglepar blevet udryddet på grund af jagt.

Biologerne i Grønlands Naturinstitut i Nuuk anbefaler at totalfrede arten, der siden 2001 har været fredet om foråret og i yngletiden.

Den anbefaling bør politikerne lytte til, mener Hasse Hedemand, talsmand for Timmiaq, den grønlandske afdeling af DOF.

- Polarlomvien yngler først, når den er fem år gammel, og den lægger kun ét æg pr. ynglesæson. Det gør den særligt sårbar over for jagt om foråret og i yngletiden, siger Hasse Hedemand i en pressemeddelelse.

- Grønland sætter derfor sin troværdighed som et arktisk samfund, der hviler på bæredygtige principper, på spil, mener Timmiaqs formand.