Grønland på Filosoffen i Odense

Fotografen Carsten M. Pedersen fra Otterup gæstede for første gang Grønland i sommeren 2012. Et besøg i Nuuk og en tur med kystskibet fra Nuuk til Ilulissat med efterfølgende ophold omkring Isfjorden blev omsat til 12 fotografier i stort format. De kan ses på Filosoffen i Odense fra 12. marts og 14 dage frem.
Skrevet af Peter Troelsen
03. marts 2013 11:52

Inden afrejsen havde Carsten M. Pedersen lovet sig selv at tage et billede om dagen, der var repræsentativt for dagens indhold. I sort/hvid, for at kunne bruge den oprindelige fotografiske udtryksmåde, hvor motiv og stemning er i fokus.

-Grønland var en helt gigantisk oplevelse, og jeg håber i den grad, at din glæde over landets og dets smukke natur er at se i mine billeder. Jeg havde aftalt med mig selv, inden jeg tog af sted, at det skulle være billeder, der kunne laves i stort format. Det lykkedes helt fint, hvis jeg selv skal sige det, og interesserede kan jo selv danne sig et indtryk, når billederne bliver udstillet på Filosoffen i Odense, fortæller Carsten M. Pedersen til knr.gl.

Der er ikke noget tema i serien, ej heller et bestemt budskab. Måske er billederne slet ikke særlig traditionelle ”Grønlandske”, her er hverken kamikker, snelandskaber eller hundeslæder, og nogle af dem kunne lige så godt være taget i et boligområde i København eller en større dansk provinsby. Alligevel har fotografen ramt det, han selv mener, er repræsentativt for de oplevelser, han har haft i Grønland.

-Sammen med en kollega har jeg fået muligheden for at udstille mine værker, og jeg glæder mig til at høre, hvilke reaktioner der kommer, når tilskuerne ser mine værker. Det er muligt at investere i billederne, som kun vil blive fremstillet i et meget begrænset antal. Der er ingen tvivl om, at jeg igen skal til Grønland, og jeg skal have mit fotoudstyr med mig. Landet byder jo på et himmelhøjt antal motiver, siger Carsten M. Pedersen, der ser frem til udstillingens åbning på den grønlandske valgdag 12. marts.