Grønland mod Cuba i eftermiddag

Grønland skal slå Cuba, hvis holdet skal have forhåbninger om at kvalificere sig til VM-slutrunden i Sverige i 2011.
23. juni 2010 05:10

I eftermiddag klokken 16 grønlandsk tid skal håndboldherrerne spille mod Cuba ved de Panamerikanske Mesterskaber.

Som noget nyt vil Grønlands Idræts-Forbund holde alle håndboldinteresserede opdateret på deres hjemmeside undervejs i eftermiddagens kamp mod Cuba.

I går spillede Grønland mod Brasilien og tabte 23-29. Trods nederlaget er landstræner Jakob Andereasen godt tilfreds:

- Spillerne var nervøse før den kamp. Og det så man tydeligt i første halvleg, siger Jakob Andreasen og tilføjer:

- Vores anden halvleg var til gengæld så god, at vi så absolut har fået noget selvtillid i kroppen, og det er slet ikke dårligt før den vigtige kamp mod Cuba, siger altså Jakob Andreasen.