Grønland lærer Island om CSR

Virksomheder verden over har i mange år arbejdet med CSR uden at vide det. I de senere år har man så fundet begrebet CSR (Corporate Social Responsibility) frem som en fællesnævner for bl.a. medarbejdertrivsel, rummelighed, arbejdsmiljø og miljø. Her i Grønland har man et par år på bagen, mens man i Island, efter finanskrisens hærgen, søger faste holdepunkter.
Skrevet af Peter Troelsen
04. september 2012 07:31

Anita Hoffer og Anne Mette Christiansen fra CSR Greenlands sekretariat var i Island for at dele ud af den viden, CSR Greenland har opbygget siden dens spæde start i oktober 2010. Dengang var det fem virksomheder, der startede det hele op. I dag er der 31 virksomheder, der slutter op omkring CSR Greenland.

-Seks større virksomheder i Island startede sammenslutningen FESTA, og de blev inspirerede af CSR Greenland og begyndte snart at kalde sig selv CSR Iceland. Da det hele skulle til at være mere formaliseret, henvendte de sig til os for at høre lidt om, hvordan vi gjorde det her i Grønland. Vi havde nogle gode dage i Island, og vi ser frem til et tæt samarbejde med vores kolleger derfra, fortæller Anita Hoffer fra CSR Greenlands sekretariat.

Her i Grønland har der været stor opbakning omkring CSR Greenland, og virksomhederne har erkendt, at man via CSR kan få løst problemer omkring rekruttering og sociale og uddannelsesmæssige udfordringer. Også her vil samarbejdet med Island kunne styrke både den grønlandske og den islandske organisation.

-Lige så langsomt er vi ved at blive en partnerskabsmægler mellem det offentlige, NGO´er og det private erhvervsliv. Senest har vores samarbejde med sundhedsdepartementet givet virksomhederne mulighed for at deltage i en målrettet sundhedsindsats til gavn for medarbejderne. Vores samarbejde med CSR Iceland vil kunne generere flere af den slags ideer til gavn for os her i Grønland. Der er jo som bekendt ingen grund til at opfinde den dybe tallerken to gange. Vi er to store lande med små befolkninger, og vi vil givetvis kunne bruge den lærdom, vi samme henter, til gavn for begge lande, forklarer Anita Hoffer, der nu ser frem til at fremlægge resultaterne fra mødet i Island for bestyrelsen i CSR Greenland.

Læs mere om CSR Greenland her:  http://www.csr.gl/Default.aspx