Grønland i Tivoli skåret ind til benet

Grønland i Tivoli er i år skåret ned med mere end en tredjedel. Alligevel lover det Grønlandske Hus nogle forrygende dage.
21. juli 2010 10:38

Økonomien til årets tivoli-arrangement er trængt, men musikerne skal sørge for, at kvaliteten alligevel er i top. Det siger Søren Thalund, der er kultur og informationsmedarbejder i Det Grønlandske Hus i København. Han er med i en arbejdsgruppe, der arrangerer Grønland i Tivoli i dagene fra 30. juli frem til 1. august.

Arbejdsgruppen har omkring 520.000 kroner at gøre godt med til årets tivoli-arrangement, og det er omkring 300.000 kroner færre end sidste år.

- Det har blandt andet betydet, at vi ikke kunne invitere så mange kunstnere fra Grønland, for det jo dyrt, når vi både skal betale transport, 3 dages hotelophold og honorar. Men kvaliteten er i top. Det kan jeg garantere, siger Søren Thalund.

Søren Thalund siger, at fremadgående musikere og kunstnere, blandt andet i den internationale scene, er afgørende for at kvaliteten bliver højere.

- Vi benytter os af kunstnere og musikere, som enten er i Danmark eller turnerer rundt i Europa. Nanook er for eksempel i studiet i øjeblikket, både Nive Nielsen og Simon Lynge er på turné, Bacchus Breed med den unge Malu Fleicher er også bosiddende i Danmark lige i øjeblikket. Derfor benytter vi de kunstnere som befinder sig her i området i år, siger Søren Thalund, der er stolt over årets program:

Nive Nielsen åbner fredag aften. Bacchus Breed, Juno, Simon Lynge, Eat My Muffin spiller også og Nanook lukker Grønland i Tivoli.