Grønland i Paris

Den 12. december blev udstillingen ”Grønland for 100 år siden” åbnet i biblioteket på Versailles universitetet i Saint-Quentin-en-Yveslines nær Paris i anledning af konferencen ”The Cold”. Det er den arktiske afdeling på Versailles universitetet, som i samarbejde med Quebec universitetet i Montreal stod for konference og udstilling.
16. december 2013 07:24

På universitet er der studerende fra Grønland, som læser arktisk teknologi og en af underviserne er Jean-Michel Huctin, der er kendt i Grønland og som i flere år har boet i Uummannaq, har arbejdet på Børnehjemmet og været medskaber af filmen INUK.

Åbningen var velbesøgt, idet en stor del af konferencens deltagere lagde vejen forbi og udtrykte stor begejstring for de 100 år gamle håndkolorerede fotos fra Grønland. Udstillingen er blevet gjort tilgængelig for et fransk publikum takket være en donation fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, der har gjort en oversættelse til fransk mulig.

På konferencen var der også korte indlæg af nogle af de grønlandske studerende Ivalu Stender, Louise Grønvold og Ludvig Hammeken, som indsigtsfuldt og vidende repræsenterede en ung og lovende generation af grønlændere.

Udstillingen på universitetet løber frem til den 11. januar 2014. Adressen er: Boulevard Vauban 45, Guyancourt, og der er åbent alle hverdage, hvis vejen tilfældigvis skulle falde forbi Paris!