Grønland i centrum ved Webby-award

Ella Grødem fra Visit Greenland og den grønlandsgifte danske skuespiller Nicolai Coster Waldau kommer til at spille et par af hovedrollerne ved aftenens uddeling af Webby-awards, som foregår i New York. Visit Greenland modtager folkets pris i kategorien turisme.
21. maj 2012 07:19

Berømmelse kan tit føre megen opmærksomhed med sig, og det er også tilfældet for den verdenskendte skuespiller Nicolai Coster Waldau, når han i aften på Visit Greenlands vegne modtager prisen for den bedste turisthjemmeside for Visit Greenland.

- Vi kommer i den grad i fokus når vi skal modtage vores pris, og det skal vi selvsagt forsøge at få så meget omtale ud af som muligt. Der kommer fokus på os, fordi Coster Waldau er et meget stort navn i USA, og det bevirker at vi kommer i centrum, når vi på scenen modtager vores pris, siger Malik Milfeldt fra Visit Greenland.

Ved prisuddelinger af alle slags er der altid stort fokus på den takketale, prismodtageren har valgt at holde. Mange gange bliver det til lange taler med taksigelser til Gud og hvermand, men det har arrangørerne af Webby-awards garderet sig mod. Her er takketalerne på kun fem ord.

- Nu er grønlandske ord altid meget lange. Det bliver sådan at Nicolai Coster Waldau siger tre ord på grønlandsk, og så vil vores repræsentant Ella Grødem bruge de sidste to på at oversætte, hvad Coster Waldau har sagt til de amerikanske tilskuere. Jeg vil ikke røbe, hvad han siger, men vi tror de amerikanske TV seere vil få en sjov og overraskende oplevelse, og vi får ekstra spot på vores hjemmeside, siger Malik Milfeldt til KNR her til morgen.

Interesserede med internetadgang kan følge showet fra ca. 19.30 på hjemmesiden www.webbyawards.com