Grønland har rundet 13 medaljer ved Arctic Winter Games

5 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 4 bronzemedaljer er det blevet til i løbet af legenes første 4 dage.
Skrevet af Martine Lind Krebs
20. marts 2014 09:11

Snowboarderen Mathias Mark, der fik guld i slalom på snowboard mandag, har udvidet medaljehøsten med en guld i disciplinen Rail Jam og en sølvmedalje i gårsdagens slopestyle. Han har en sidste chance for endnu en medalje i dag, hvor han skal deltage i disciplinen Arctic Air.

KNR talte med den 16-årige snowboarder inden løbet i går, og da havde han ikke de allerstørste forventninger til sit løb i slopestyle, som er den disciplin inden for snowboard, hvor deltagerne virkelig skal vise deres atletiske egenskaber.

- Banen er forvirrende, fordi der er mangel på fart til hoppene, så det er svært at lave tricksene. Vi var lidt skuffede, da vi kom hertil, fordi det ikke er ret godt lavet. Men vi prøver at have det så sjovt som muligt og køre på det vi har, sagde han til KNR's udsendte.

Mathias Mark modtog i forgårs desuden er særlig pris for fairplay.

- Jeg kunne slet ikke lade være med at smile. Det handler bare om at have det sjovt, ønske de andre tillykke og hygge sig, siger han.

Hans holdkammerat Jonas Strømsted har også klaret sig godt - med to bronzemedaljer i henholdsvis slopestyle og rail jam.

En anden, der kan rejse hjem med mindst tre medaljer, er 26-årige Tonny Fisker fra Nuuk. Han markerer sig flot i Inuit Games, hvor han har fået guld i one hand reach, sølv i Alaskan High Kick og bronze i triple jump.

Også i den indianske disciplin Dene Games klarer Grønland sig godt. Her har både juniorholdet og herreholdet taget guldmedaljer i Hand Games. Juniorholdet består af Kristiannguaq Lange, Karl Kristian Mathiassen, Aabilinnguaq Sandgreen og Aqqalu Sørensen, mens 'voksenholdet' består af Aputsiaq Fleischer Høy, Jens Jørgen Lange, Gert Møller og Minik Platou.

I dag går det løs med specialslalom. Det grønlandske unge medaljehåb Mette Bourup styrtede i går under storslalom, men regner selv med guld i dag.

- Der er meget gåpåmod i dag, siger hendes træner Navarana Lennert. Hun siger, at styrtet kunne være sket for enhver.

- Der er hård sne, og deltagerne er spændte. Det kan ske for alle - uanset om det er World Cup eller GM, siger hun.