Grønland får snart en repræsentant i Washington

Grønland får en repræsentant i Washington D.C. fra næste år, hvis Inatsisartut vedtager finanslovsforslaget for 2014 senere på måneden.
Skrevet af Ivik Kristiansen
12. november 2013 18:48

- Det er vigtigt, at der skabes kontakt til diplomatkorpset, det er også vigtigt, at der skabes kontakt til de rette instanser, som vi gerne vil introducere overfor Grønland og Grønlands muligheder indenfor samhandel, muligheder inden for uddannelse, muligheder indenfor fiskeri og muligheder inden for mange andre områder. Og det er også vigtigt, at vi er til stede for at gøre verden opmærksom på, hvad Grønland har at byde på i det globale samfund, og der er repræsentation et afgørende skridt i den rigtige retning, siger Formand for Naalakkersuisut, Aleqa Hammond.

Grønland skal eksponeres mere på det amerikanske marked.

Derfor er forventningerne til den potentielle grønlandske repræsentant i Washington D.C. at styrke forbindelserne til USA og dets arbejdsmarked samt sørge for at handlen mellem vores lande skubbes frem.

Grønland har allerede erfaringer med repræsentation i andre lande, da der er repræsentationer i København og Bruxelles.

- Vores erfaringer med repræsentation i Danmark og vores erfaringer med repræsentation i Bruxelles har vist, at Grønland har formået at lave nogle gode samarbejdsaftaler med de forskellige lande, vi er repræsenteret i. Det gør også, at den tilknytning, vi har til de lande, gør, at vores samhandel og vores aftaler både indenfor fiskeri, vores aftaler indenfor uddannelse og des lige, har gjort, at det er en god investering, siger Aleqa Hammond.

Der er samlet afsat 2,5 millioner kroner i finanslovsforslaget for 2014, til én repræsentant i Washington.

- Det gør Grønland tilgængeligt. Det gør også, at Grønland er en aktiv medspiller for at skabe nye kontakter, som styrker den grønlandske økonomiske vækst for fremtiden. Og derfor har vi vurderet således, at nu er tiden kommet til, at vi udvider vores repræsentation rundt omkring i verdenen, denne gang til Washington, siger Aleqa Hammond.

Repræsentationen i Washington vil blive kørt efter Bruxelles-modellen og hvis alt går som planlagt åbnes det i slutningen af foråret.