Grønland er med til folkemødet på Bornholm

Med ti arrangementer på én dag er Grønland til stede ved dette års folkemøde på Bornholm i en grad, som ikke er set før. Det skriver Altinget.dk.
Foto © : Jairus Lyberth
Skrevet af Jens Betak
13. juni 2019 06:49

Folkemødet løber af stablen på Bornholm fra torsdag til søndag.

Og det er lørdag, at de op til 20.000 daglige besøgende på Folkemødet kan blive klogere på Grønland ved ti arrangementer, heriblandt en koncert med det grønlandske band Suluit.

Der bliver også debatter om, hvorvidt Grønland kan blive verdens rigeste mine-nation og en debat om nye former for turisme i Grønland.

- Idéen er at vise et nuanceret billede af forholdene og mulighederne i Grønland med udgangspunkt i det udviklingspotentiale, Grønland besidder. Planen er således, at publikum på Folkemødet får en større viden om, hvad Grønland egentlig er for en størrelse og måske et bud på, hvilken vej vinden blæser for Grønland," forklarer specialkonsulent Jens Heinrich fra Grønlands Repræsentation i Danmark.

Det grønlandske fingeraftryk er arrangeret af Grønlands Repræsentation i Danmark i samarbejde med Royal Greenland, Royal Arctic Line, Tele Post, Air Greenland, De Grønlandske Huse i Danmark og Arktisk Kommando.