Grønland er langfra et offer

Grønland bliver tillagt en offerrolle i klimadebatten. Men i virkeligheden er grønlænderne selv fokuserede på at skabe industri og fremgang.
Skrevet af Mads Ullerup
15. december 2011 13:26

Konklusionen fremgår af en ph.d.-afhandling som Lill Rasted Bjørst netop har forsvaret på Københavns Universitet, skriver videnskab.dk i dag.

Grønland, isbjørne, isbjerge, indlandsis og den enkelte grønlænder er blevet symbolske ofre i videnskabens og miljøforkæmpernes forsøg på at vække verdens politikere til handling, lyder det.

Men grønlænderne selv ønsker sig generelt den fremstilling frabedt. De forsøger selv at søge væk fra den oprindelige fangerkultur og opbygge en økonomisk bæredygtig industri, lyder vurderingen.

Og for grønlændere er det vigtigere at få gang i arbejdspladser og industri som minedrift og olieudvindinger, end at bekæmpe den globale opvarmning, konkluderer altså den danske forsker i sin ph.d.-afhandling.