Grønland er ikke klar til olieeventyr

Det mener Ove Karl Berthelsen, som vil have sikkerheden i top inden boringerne begynder.
Skrevet af Rune Langhoff
12. maj 2010 14:29

Nalaakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen mener ikke, at Grønland er klar til det store olieventyr endnu. Sikkerheden skal nemlig være i top, inden de starter.

- Vi har fra Grønlands side altid sagt, at standarderne skal være af Nordsø-standard. Det vil sige de norske standarder, der også opereres med i Barentshavet.

Ove Karl Berthelsen siger, at det hverken er kommunens eller selvstyrets opgave at få et beredskab på benene.

- Selve projektet har en landsdækkende beredskabskomité. Og den beredskabskomité laver øvelser for forskellige beredskabssituationer. Det er olieselskabets ansvar at få et beredskab af internationalt standard til landet.

Naalakkersuisut har ikke besluttet, om der skal bores efter olie til sommer. Det bliver først besluttet i enten denne måned eller begyndelsen af juni.