IA: Grønlændere skal hjælpe Forsvaret i Arktis
Det mener Inuit Ataqatigiit i Folketinget, som tirsdag drøftede Forsvarets fremtidige opgaveløsninger i og omkring Grønland med forsvarsminister Peter Christensen.
Et af ønskerne fra folketingsmedlem Aaja Chemnitz Larsen lyder, at der bør blive oprettet en militær grunduddannelse for grønlændere. Det skal skabe en større inddragelse af lokalbefolkningen i Forsvarets opgaver i det arktiske område.
- Kompetencerne (…) bør være målrettet de kompetencer, der efterspørges i landet, f.eks. i Grønlands Frivillige Styrke og på sigt i lønnet jobs i Arktisk Kommando og på den måde gavne det grønlandske samfund bredt, siger Aaja Chemnitz Larsen.
I juni udkomen længe ventet rapport om Forsvarets fremtidige opgaver i Arktis. Her blev det blandt andet anbefalet, at Grønland får et civilt beredskab under Arktisk Kommando, og at flere grønlændere bliver ansat ved Arktisk Kommando i Nuuk.
Forhandlingerne i Folketinget om det kommende forsvarsforlig går formelt i gang næste år og skal gælde fra 2018.