Grønlændere mere aktive end andre

Omfanget af fysisk aktivitet er højt i Grønland sammenlignet med andre lande i verden.
Skrevet af Karsten Sommer
23. december 2015 10:43

Det fremgår af en registrering af fysisk aktivitet i befolkningerne i 131 lande jorden rundt.

Det er første gang at Grønland er kommet med i ”the Global Observatory for Physical Activity”, "Den globale registrering af fysisk aktivitet", som den verdensomspændende undersøgelse hedder.

Det fortæller Grønlandsmedicinsk Selskab i deres nye kvartalsrapport.

Som sagt ligger Grønland højt i opgørelsen over fysisk aktivitet.

Men undersøgelsen viser samtidig at en stigende andel af den grønlandske befolkning bruger mere tid på stillesiddende aktiviteter end før.

Det gælder især på arbejdet, men også fritiden indeholder mindre hård fysisk aktivitet sammenlignet med tidligere, skriver Grønlandsmedicinsk Selskab.

Landekortene har til formål at samle viden om andelen af fysisk aktive på verdensplan og fortæller hvad de enkelte lande gør for at øge befolkningernes fysisk aktivitet.

Tallene for Grønland stammer fra de landsdækkende sundhedsundersøgelser, der gennemføres hvert fjerde år, suppleret med tal fra Grønlands Statistik.
I Grønland indgår fysisk aktivitet som et af de fire fokusområder i folkesundhedsprogrammet Inuuneritta II for perioden 2013-2019.