To grønlændere i Japan har det godt

Frygten for radioaktiv stråling vokser time for time i Japan. Mange udenlandske studerende er allerede rejst hjem. Og tanken om at gøre det samme har også strejfet to grønlandske studerende, der begge har valgt at holde stand – i hvert fald indtil videre.
Skrevet af Mads Lynge
15. marts 2011 11:49

De to grønlandske studerende 23-årige Joachim Jørgensen, og 22-årige Kristina Hendriksen, der begge opholder sig udenfor Tokyo fortæller, at de har det godt.

 

- Jeg tænker hele tiden på det, der skete i Tjernobyl i 1986. Jeg tænker hele tiden på hvordan jeg kan være mere i sikkerhed. Skal jeg holde mig inden døre, eller kan jeg måske lige tage ud og købe mad. I nyhederne ser man hele tiden folk, der bliver undersøgt om de er blevet udsat for radioaktivt stråling, siger Joachim Jørgensen, der er universitetsstuderende.

 

Han befinder sig i det sydlige Japan på øen Kyushu, og er dermed et stykke fra det jordskælvsramte område.

 

Alligevel skræmmer det ham, at et atomkraftværk i det ramte område kan blive ramt af et radioaktivt udslip.

 

- Jeg var rolig i starten, men da jeg hørte, at tanken i atomkraftværket i Fukushima var eksploderet, blev jeg skræmt, og begyndte næsten at tænke på om det ikke er bedst at tage hjem, siger Joachim Jørgensen.

 

22-årige Kristina Hendriksen er tættere på begivenhedernes centrum. Hun bor i byen Ibaraki nordøst for Tokyo. Hun er også skræmt.

 

- Det er ret skræmmende. Man føler, at alt kan ske. For når jorden begynder at ryste bliver man forskrækket, siger Kristina Hendriksen.

 

Hun er musikstuderende, og har boet i Japan i fem år.

 

Alle de udenlandske studerende i hendes skole er rejst hjem til deres respektive lande. Selv vil hun dog se tiden an, og vil eventuelt først rejse hjem hvis det bliver nødvendigt.

 

Hun beretter om, at folk der boede i de ældre huse nu er flyttet ind på hoteller, fordi de er mere jordskælvssikrede.

 

Hun bor i et af de moderne huse, der er bedre til at modstå jordskælv.