Grønlændere i Danmark ignoreres

Formanden for Folketingets socialudvalg, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti, tager nu kontakt til socialminister Benedikte Kiær for, at få sat en stopper for at grønlændere i Danmark udsættes for diskrimination i det offentlige system.
21. juli 2011 12:31

Kofoeds Skole i Aalborg har oplevet en markant stigning i antallet af grønlændere som søger hjælp, men også en stigning i hvor lang tid der går før de kan blive registreret i Danmark.

- Og det er en skandale. Grønlændere er danske statsborgere med dansk pas, og skal behandles på lige fod med danskere, hvis de flytter fra Grønland til Danmark, siger Martin Henriksen.

Han vil derfor bede socialministeren tage hånd om sagen, og sørge for at grønlændere ikke drives ud i nød og elendighed, fordi det sociale system i Danmark ignorerer dem.

Martin Henriksen vil samtidig bede om en redegørelse for den kommunale sociale indsats over udsatte grønlændere, både i Danmark og i Grønland

På Kofoeds Skole i Aalborg havde man i 2009 90 grønlandske brugere, som henvendte sig om hjælp. Sidste år var tallet 180. I år er der allerede nu 139 brugere, som står uden bolig og forsørgelse og har bedt skolen om hjælp, fordi de ikke kan blive registreret i det danske system. Enkelte brugere har ventet i op til et år på at blive registreret.

- Hvis man flytter fra Ringkøbing til Ringsted bliver det registreret på nogle få dage. Sådan skal det også være, hvis man flytter fra Nuuk til Aalborg, siger formanden for Folketingets Socialudvalg.