Grønlændere i Danmark: Bevar præstestillingen

Det vil være et stort tab for grønlændere i Danmark, hvis den grønlandske præst spares væk, som Naalakkersuisut planlægger at gøre fra 2011. Det mener både fællesforeningen Inuit og folketingsmedlem Doris Jakobsen (S).
09. november 2009 11:20

Præsten betyder meget for det grønlandske samfund i Danmark, og især for de mennesker, som står i vanskelige situationer, siger formand for fællesforeningen Inuit Bitha Metelmann.

- I de situationer, hvor man er udsat for stærke følelser og oplevelser, for eksempel ved sygdom og dødsfald, giver det stor fred for den enkelte at kunne tale med en præst på sit modersmål. Præsten har stor betydning for de langtidsindlagte patienter på Rigshospitalet. De er syge og langt væk hjemmefra, og han giver dem en trøst, som andre ikke kan give, siger Bitha Metelmann

Folketingsmedlem for Siumut Doris Jakobsen er enig med fællesforeningen Inuit. Hun har mandag holdt et møde med præsten og mener, at han udfylder en vigtig funktion.

- Jeg har fået at vide, at der kommer flere og flere grønlændere her til Danmark. Det er syge, indsatte i fængsler, psykisk syge og grønlandske studerende. Og så har jeg fået at vide, at der kommer flere konfirmationer, barnedåbe, vielser og begravelser. Desværre dør der også nogle grønlændere på Rigshospitalet, og i de situationer har familierne brug for at tale med en grønlandsk præst, også fordi nogle af dem ikke kan tale dansk, siger Doris Jakobsen.