Grønlændere i Aalborg udsat for forfølgelse

Flere grønlandske beboere i Aalborg Øst er utrygge ved at bo i området og overvejer kraftigt at flytte væk. Samstemmende beretter socialarbejdere og foreninger om bandeprægede børn og unge, som mobber og forfølger især grønlandske jævnaldrende.
Skrevet af Karsten Sommer
18. oktober 2012 06:50

Flere grønlandske beboere i Aalborg Øst er utrygge ved at bo i området og overvejer kraftigt at flytte væk. Det bekræfter socialarbejdere med tæt kontakt til grønlændere, og det samme gør grønlandske foreninger, som DR P4 Nordjylland har talt med.

- Der er problemer i kvarteret, og det går især ud over unge grønlændere, som føler sig forfulgt, siger Josef Petersen, der er formand for en grønlandsk aktivitetsklub i Aalborg.

Samstemmende beretter socialarbejdere og foreninger om bandeprægede børn og unge, som mobber og forfølger især grønlandske jævnaldrende, og Nordjyllands Politi efterforsker for tiden et par voldelige overfald i Aalborg Øst med grønlandske unge som ofre.

- Nogle af grønlænderne føler sig behandlet som lavere rangerende mennesker, end de andre befolkningsgrupper herude, siger stationsleder ved nærpolitiet i Aalborg Øst, Claus Seerup.

I efteråret 2008 meldte grønlandske beboere i Gjellerup Park ved Århus om problemer, der minder om dem beboerne i Ålborg Øst nu lider under.

Aalborg Kommune vil nu tage fat om problemet og vil den 9. november drøfte grønlænderes tryghed på et møde med forskellige relevante parter, fortæller DR.