Gps-afsender bag i bombealarm i Aasiaat

Den 39-årige mand, som sendte pakken med en bombelignende genstand, har fået forlænget sin varetægtsfængsling med 4 uger. Genstanden viser sig at have været en gps-afsender.
13. februar 2010 17:37

Den bombelignende genstand, som i slutningen af december udløste alarm i Aasiaat, var en gps-tracker. Den lå i en pakke og skulle have hjulpet den 39-årige afsender med at opspore Torben Nielsen, som er indehaver af den postboks-adresse, pakken blev sendt til.

Det forklarede den 39-årige mand ved et grundlovsforhør i Retten i Herning torsdag, skriver Herning Folkeblad:

- Jeg havde fået at vide af en tidligere arbejdskollega fra værftet i Aasiaat, at Torben var flyttet til Danmark. Derfor sendte jeg trackeren til hans adresse i Grønland, fordi jeg håbede, pakken ville blive sendt videre til Torbens nye adresse. Så ville jeg kunne spore ham, forklarede den sigtede i retten.

Manden er sigtet for at have taget Torben Nielsens 65-årige mor som gidsel i Herning. Torsdag blev sigtelsen om trusler på livet mod Torben Nielsen føjet til anklageskriftet.

Den 39-årige hævder, at Torben Nielsen har stjålet 527.000 kroner fra ham, efter at de to havde siddet i Anstalten i Aasiaat sammen. En påstand Torben Nielsen afviser.

Efter at den sigtede angiveligt havde taget den ældre kvinde som gidsel og i en halv time forsøgt at true hende til at oplyse hendes søns tilholdssted, blev Torben Nielsen mistænkelig, da han fik besked om pakken.

Pakken blev åbnet og indeholdt en genstand med ledninger, hvilket udløste bombealarmen i Aasiaat. Men genstanden var altså blot en gps-afsender.

Den 39-årige har siddet varetægtsfængslet siden 15. januar. Ved retsmødet blev varetægtsfængslingen forlænget med 4 uger.