GOIA: Brancheorganisation på olieområdet gavner Grønland

Lovgivningsarbejdet bliver lettet af at oliebranchen kan tale med én samlet stemme. Det mener formand for Greenland Oil Industry Association Arne Rosenkrands.
21. februar 2010 17:36

Greenland Oil Industry Association (GOIA) består af 7 olieselskaber med efterforskningslicenser ud for Grønlands kyster. De repræsenterer store økonomiske interesser og udgør dermed en stor og sammentømret modpart på olieområdet.

Alligevel er det en fordel for Grønland, at selskaberne har oprettet en brancheorganisation, så virksomhederne kan tale med én samlet røst. Sådan lyder det i hvert fald fra GOIA's formand Arne Rosenkrands:

- Hvis man sammenligner med Grønlands økonomi vil selv enkelte af de store selskaber være en meget stor modpart. Men her får man også de små selskaber med. Så jeg tror faktisk, at det både for selskaberne og for Grønland er en fordel, at man får en bredere vifte af argumenter samlet, siger han.

For eksempel behøver myndighederne ikke at sende lovudkast eller forslag til regelændringer til høring hos 7 forskellige selskaber, men kan nu nøjes med en høringspart, pointerer Arne Rosenkrands. GOIA blev stiftet i november 2009 og har siden mødtes med Råstofdirektoratet, naalakkersuisoq for erhverv og råstoffer Ove Karl Berthelsen og Grønlands Arbejdsgiverforening.

Alene efterforskningsfasen kaster arbejde af til det lokale erhvervsliv med forskellige serviceopgaver, transport og overnatninger. For at skabe kontakt til det grønlandske erhvervsliv har GOIA også mødtes med Grønlands Arbejdsgiverforening.