Godt tilbud til kunstneriske unge

75 unge kunstneriske spirer fra Nordens lande får nu en once-in-a-lifetime-mulighed for gratis at udvikle sig indenfor dans, cirkus, kunst, musik eller teater. Der tilbydes nemlig nu gratis rejser og deltagelse til ungdomsfestivallen Nordisk Lys, der næste år skal holdes i Finland.
Skrevet af Karsten Sommer
17. september 2013 09:00

75 deltagere fra alle de nordiske lande vil blive udvalgt og inddelt i de 5 kunst-grupper (musik, teater, cirkus, billedkunst og dans). Så skal grupperne rejse på hver deres rute gennem Norden. Til sidst mødes de unge kunstnere i Joensuu i Finland, hvor de arbejder sammen om en stor fælles endagspræstation.

Ilulissat får lov til at starte med besøg fra festivallens musikgruppe, hvor de blandt andet skal lave musik med qilaat-rytmen på grønlandsk tromme. Bagefter skal musikerne til Reykjavik og arbejde med moderne elektroniske instrumenter, mens de på deres sidste periode i Nordfinland skal musikerne bruge med finnernes joik-sang.

Alle unge mellem 14 og 17 år kan ansøge frem til den 20.oktober om at komme med på Nordisk Lys festival 2014. Det kan man gøre på alle sprog inde på festivalens hjemmeside: Nordiclight2014.com.