Godt detektivarbejde i Piareersarfik Kujalleq

Det kommunale vejledningscenter i Kommune Kujalleq, Piareersarfik Kujalleq, har med stor succes i både 2012 og 2013 lavet det de kalder opsøgende vejledning af unge, der enten ikke var i gang med en uddannelse eller ikke var i Piareersarfik med henblik på at blive opkvalificeret.
Skrevet af Mads Lynge
17. marts 2014 13:27

- Vi har fået meget godt fat i i stort set alle, der ikke har været i gang med en uddannelse, siger centerleder for Piareersarfik i Qaqortoq Poul Jørgensen.

De lokale vejledningscentre i Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq gennemførte i både 2012 og 2013 opsøgende vejledning, hvor kommunen henvendte sig direkte til unge, der enten ikke var i gang med en uddannelse eller ikke var i Piareersarfik med henblik på at blive opkvalificeret. Det som Poul Jørgensen selv betegner som et detektivarbejde:

- I 2012 der var der omkring 100 unge i kommunen, som ikke var i gang, og vi satte gang i noget detektivarbejde på baggrund af oplysninger fra folkeregistret plus oplysninger fra de databaser, som Piareersarfik har. Derefter skrev vi breve til alle de der unge og deres forældre og inviterede dem til etvejledningsmøde. Vi fik fat i en meget stor del af de unge, siger Poul Jørgensen.

Ud af de omkring 100 unge, som Piareersarfiit i Kommune Kujalleq tog direkte kontakt til, er mere end 90 gået videre i uddannelsessystemet i dag, oplyser Poul Jørgensen.

De kommunale vejledningscentre skal som led i vejledningen samarbejde med den unge og deres forældre udarbejde en uddannelseshandleplan, hvis den unge er under 18 år og efter endt folkeskole ikke er påbegyndt uddannelse eller erhverv eller har afbrudt et uddannelsesforløb.

Centerleder Poul Jørgensen fortæller, at de ved den opsøgende vejledning også har fundet ud af, at der er en gruppe, som har brug for ekstra vejledning. Noget som han mener de andre kommuner også bør være forberedt på, hvis de vil lave opsøgende vejledning, sådan som man har gjort det i Kommune Kujalleq.