Gode vilkår for kartoffelavl i Sydgrønland

Kartoffelproducenter verden over deler stort set alle sammen det samme problem, sygdomsangreb på kartoflerne. Det er dyrt for avlerne og kræver ofte store mængder af pesticider for at holde sygdommene væk. Det problem kender man ikke til i Sydgrønland.
Skrevet af Peter Troelsen
22. november 2013 07:56

Det viser sig at den grønlandske muld indeholder nogle mikroorganismer, der holder sygdommene på afstand. Det drejer sig mest om skadelige svampe rundt omkring i resten af verden, men her i landet er der stort set ikke problemer med sygdomme i kartoflerne. Det skyldes en svampehæmmende aktivitet hos mikroorganismer, der lever i jorden i det sydlige Grønland

-  Vi har indsamlet jordprøver fra grønlandske kartoffeljorde og bragt dem til laboratorier på Københavns Universitet. Her har vi undersøgt jordprøverne for bakterier, som hæmmer væksten af flere arter af plantepatogene svampe. Efter rendyrkning af flere hundrede isolater af grønlandske jordbakterier undersøgte vi deres svampehæmmende aktivitet ved at dyrke bakterier og svampe sammen i Petriskåle. Derefter testede vi udvalgte bakterieisolater i forsøg med kimplanter af tomat, forklarer lektor Peter Stougaard fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.