GME lover: Ansøgning snart klar

Kvanefjeldsminen rykker nærmere at blive til virkelighed dag for dag. Nu offentliggør det australske minesselskab bag projektet, at to vigtige undersøgelser snart er på vej med posten til Naalakkersuisut.
06. august 2014 12:07
Undersøgelserne, som Greenland Minerals and Energy har arbejdet med i syv år, er nødvendige, for at Kvanefjeldsprojektet kan begynde at få sine første godkendelser fra selvstyre og kommune.
 
De to undersøgelser handler om det man på minesprog kalder Environmental and Social Impact Assessments, de redegør for miljø- og sociale risici og muligheder i Narsaq by.
 
Men sidder du og håber på snart at få fingre i rapporterne for at læse mere om for eksempel risikoen ved uran og de andre metaller og sjældne jordarter i fjeldet, så skal du have lidt tålmodighed, for mineselskabet skriver ikke noget om, hvornår de har undersøgelserne klar.
 
Impact-rapporter en del af ansøgninger
De såkaldte impact-rapporter skal blive en del af de endelige ansøgninger. Indtil viderere har australierne kun lavet forundersøgelser i samarbejde med firmaet Orbicon og Grontmij. Når de endelige rapporter er klar, venter der godkendelser eller afslag fra Naalakkersuisut og Kommune Kujalleq, og først derefter kan GME for alvor begynde at samle de nødvendige investormillioner.
 
Det har endnu ikke været muligt at få fat på nogen fra GME til at fortælle, hvornår rapporterne ligger klar.
 
 
Tidligere i dag offentliggjorde GME i øvrigt, at mineselskabet i en stor sponsoraftale har satset på at støtte landets hundeslædeforening, KNQK, med over en kvart million i støttekroner årligt de næste tre år.