GME i gang med ansøgningsprocedure

Udvindingen af uran og sjældne mineraler på Kvanefjeldet, er nu kommet et stort stykke videre.
11. juni 2014 04:34

Selskabet bag projektet, GME, vil nu gå i gang med at udarbejde en ansøgning om en udvindelsestilladelse.

Før det kan ske, skal der dog gennemføres både miljøvurderinger og vurderinger af projektets sociale konsekvenser.

Den slags undersøgelser er særdeles omfattende og dyre. Indtil videre har GME skaffet næsten 50 mio kr.

Det fremgår af en børsmeddelelse fra virksomheden. Blandt investorerne er danske pensionskasser og andre såkaldte institutionelle investorer.

Selvom GME nu har kapital til at udforme en ansøgning om en udvindingstilladelse, så er der stadig lang vej inden projektet kan blive en realitet.
De nødvendige undersøgelser tager tid. Og når ansøgningen er sendt, skal sagen sendes i høring.

Ud over selskabets ansøgning er der også en stribe andre ting, der skal på plads inden Grønland kan udvinde og eksportere uran. En hel stribe af internationale aftaler, skal nemlig overholdes. Og en del af disse aftaler, kræver et samarbejde med Danmark.

Projektet på Kvanefjeldet har været diskuteret i adskillige år. Med ophævelsen af nultolerancen sidste år, blev vejen banet for at projektet kan blive til virkelighed.