Gigantisk dybhavs-gople ved Fyllas Banke

Efter 3 ugers togt i Godthåbsfjorden ved Nuuk er Danmarks største forskningsskib Dana nu på vej hjem.
25. juni 2010 06:57

Et af de helt store højdepunkter fra togtet er fangsten af en gigantisk dybhavs-gople på 1 kilo. Den blev fanget på dybt vand ved Fyllas Banke.

Ifølge togtleder Torkel Gissel Nielsen er togtet gået over al forventning, og det er lykkedes de 22 forskere om bord at lave langt flere ekseprimenter og målinger, end det egentlig var planen. Det skriver videnskab.dk.

De mange prøver vil nu blive analyseret, og de første resultater vil blive offentliggjort på Grønlands Klimaforskningscenters årsmøde i november. Formålet er at finde ud af, hvad det betyder for havmiljøet, at isen smelter, og havene bliver varmere.

- Den nye viden vil også bidrage til en bedre forståelse af samspillet mellem klimaet og arktiske havområders fødekæder, påpeger Torkel Gissel Nielsen, der er professor i planktonøkologi og togtleder på Dana.

Derudover vil forskerne de kommende år skrive videnskabelige artikler om Godthåbsfjorden, så kendskabet til fjordens økosystem kan blive udbredt rundt om i verden.