- Det var en hård oplevelse at blive fyret, men jeg er glad for de mange gode resultater vi har opnået gennem årene, siger Gerhardt Petersen, der i går fik en fyreseddel af KNI’s bestyrelse.
Men ud over den udtalelse, har den nu forhenværende koncernchef ingen kommentarer til bestyrelsens beslutning.
Bestyrelsesformand Simon Olsen siger til Qanorooq, at forhandlingerne med Gerhardt Petersen var hårde, men der var ingen anden udvej.
Han siger desuden, at bestyrelsen var nødt til at gøre noget, for at rette op på tingene.
- Vi har fået nogle strenge krav fra de banker vi benytter os af, og da vi var på vej ud i noget bekymrende, måtte vi gøre noget, siger Simon Olsen til Qanorooq.
Om personen, der skal findes som afløser for Gerhardt Petersen, sagde Simon Olsen i Qanorooq:
- Kort sagt, så er der mange gode grønlandske kandidater til posten.
Jobbet som koncernchef gives midlertidigt til Frederik Olsen – direktør i Assartuivik – indtil der kan udpeges en ny.
Han får midlertidigt Lars Møller Sørensen med sig i direktionen – han er normalt økonomichef i KNI.