Gerhardt Petersen er på en mission

Det er at genrejse hans parti Atassut - for Grønland kan ikke undvære et stærkt Atassut.
Skrevet af Rune Langhoff
13. november 2010 14:36

Det sagde Atassuts formand Gerhardt Petersen, da han i sidste weekend holdt tale ved partiet Venstres landsmøde i Danmark.

- At genrejse Atassut til fordums styrke har vel aldrig været vigtigere for mit land end netop nu, sagde han således.

Og for at genrejse Atassut har han brug for inspiration fra Venstre, der er Atassuts søsterparti, lød det.

Samtidig fastslog Gerhardt Petersen, at Grønland og Danmark altid vil være knyttet sammen.

- Uanset styreform og statsretslig status, vil vi altid have et fællesskab - og et venskab - mellem Grønland og Danmark. Et århundredgammelt skæbnefællesskab mellem vores to lande har knyttet så stærke familie- og venskabsbånd, at de altid vil bestå.

Blandt de andre emner i Gerhardt Petersens tale var den omdiskuterede nultolerance mod uran, det grønlandske bosætningsmønster, finanskrise i Grønland og olie- og mineraludvindingen.