George Floyd bliver begravet i hjemby ved siden af sin mor

Tirsdag er der begravelse for den sorte mand George Floyd, der har sat ild til protester over hele verden.
Sent mandag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod til visning i seks timer i en kirke. Foto © : - Godofredo A. Vasquez/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
09. juni 2020 14:52

Den 46-årige afroamerikaner George Floyd, hvis død efter en anholdelse af en hvid politibetjent i den amerikanske by Minneapolis er blevet et globalt symbol på racisme og politivold, bliver begravet i dag tirsdag.

Han stedes til hvile ved siden af sin mor på kirkegården Houston Memorial Gardens klokken 14 grønlandsk tid i sin hjemby, Houston, skriver nyhedsbureauet AFP.

Sent mandag fik offentligheden lov til at give et sidste farvel til George Floyd, hvis åbne kiste stod til visning i seks timer i en kirke.

Over 6000 gæster tog afsked med den afdøde, herunder Texas' guvernør, Georg Abbott, og den afroamerikanske skuespiller Kevin Hart.

LÆS OGSÅ Delstat sigter betjent for forsætligt drab på George Floyd

Den med al sandsynlighed kommende præsidentkandidat for Demokraterne, Joe Biden, har mødtes med familien til George Floyd forud for begravelsen.

Til selve begravelsesceremonien i dag tirsdag vil der blive afspillet en optaget hilsen fra den tidligere vicepræsident.

George Floyd døde 25. maj, efter at den hvide politibetjent fra Minneapolis Derek Chauvin, der er drabssigtet i sagen, satte sit knæ på Floyds hals i otte minutter og 46 sekunder.