Genstifter af IPK: Der er politisk indblanding

Gennem ni måneder har Buster Berthelsen fra Sisimiut arbejdet for at genstifte Lejernes Landsorganisation IPK. Men i weekenden, hvor der skulle sættes navne på den nye bestyrelse, valgte han at trække sig.
Skrevet af Mads Ullerup
14. maj 2012 13:45

Ifølge Buster Berthelsen blev han i første omgang valgt som formand for IPK, men den politiske indblanding fra Naalakkersuisoq for Boliger, Jens B. Frederiksen betød, at han til sidst helt valgte at vende den genstiftede organisation ryggen.

- Jeg vil betegne politikernes indblanding som berøvelse af vores frihed. Og så forsøger Naalakkersuisut, at få os til at makke ret. Lejernes mening har ingen betydning, vi skal lytte til Jens B Frederiksen, siger Buster Berthelsen.

Ifølge Jens B. Frederiksen drejer sagen sig om, at IPK lige nu kun har omkring 50 medlemmer, og at der skal langt flere medlemmer til, før Naalakkersuisut har mulighed for at støtte organisationen økonomisk.

Men Naalakkersuisoq for boliger Jens B. Frederiksen blander sig ikke i, hvordan lejerorganisationen skal drives, fortæller han.

- Der er tale om, at der er et krav i, hvordan vi forvalter skatteydernes penge. Jeg kan ikke gå ind og udbetale nogen penge, hvis organisationen ikke repræsenterer lejerne, siger Jens B. Frederiksen.