GE kritiserer Enoksens tilbageholdte kvoter
Der skal flere mennesker ind i fiskeriet og nye aktører skal tilgodeses. Det er tilsyneladende politiken fra naalakkersuisoq for fiskeri Hans Enoksen, som lægger 10 procent af kvoterne på hellefisk, torsk og rødfisk til side, så nye aktører, der ikke allerede har kvoter kan søge dem.
Det oplyser Grønlands Erhverv i en pressemeddelelse, hvor de kritiserer denne løsning, da der i forvejen er mange fiskere. Derfor mener de, at denne beslutning kommer til at koste samfundet penge.
- Hvorfor skal vi ikke i stedet bruge den kapacitet, vi allerede har i den hjemmehørende flåde? spørger GE.
GE-direktør Brian Buus Pedersen går videre og kritiserer Naalakkersuisuts kriterier for kvotetildeling for at være endnu et eksempel på, at fiskeripolitikken bruges til fordelingspolitik.
- Det er en forkert vej at gå. Der er ikke behov for flere aktører i fiskeriet, hvor der i forvejen er rigelig kapacitet. Der er til gengæld behov for, at Naalakkersuisut aktivt og i samarbejde med erhvervslivet understøtter udviklingen af nye erhverv og nye arbejdspladser, lyder kritikken fra GE.