Gave til patienterne uddelt

80.000 kroner til køb af udstyr til Fitness og IT, det er hvad Patienthotellet i Nuuk og Patienthjemmet i København får af Jonathan Motzfeldts Fond.
Skrevet af Najaaraq Egede
04. april 2011 09:50

Bestyrelsen for Jonathan Motzfeldts Fond har besluttet at uddele 40.000 kr. til Patienthotellet i Nuuk og 40.000 kr. til Patienthjemmet i København, det oplyser bestyrelsesformand Karen Motzfeldt.

- Under sin egen sygdomsbehandling på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og på Rigshospitalet i København, mødte Jonathan mange mennesker, som var langt hjemmefra for at få behandling. Disse menneskers livssituation gjorde indtryk på ham, forklarer hun.

- Når man rammes af sygdom og samtidig må være væk fra familie og vante omgivelser er det særligt vigtigt, at hospitalsopholdet bliver så lidt byrdefuldt som muligt. Det er derfor bestyrelsens ønske, at de uddelte beløb anvendes til fitness-udstyr så patienterne kan holde sig i gang og/eller IT-udstyr, der fremmer patienternes kontaktmuligheder med familie og venner, slutter fondsformanden.

Jonathan Motzfeldts Fond blev i 2006 oprettet af Jonathan Motzfeldt selv med det formål at yde støtte til almennyttige og alment velgørende formål i Grønland.

Jonathan Motzfeldt døde i oktober 2010 efter længere tids sygdom.