Gammel video skader Trumps præsidentchancer

I en gammel optagelse taler Donald Trump nedværdigende om kvinder og det kan få betydning for amerikanernes valg, når de skal sætte krydset i stemmeboksen den 8. november, siger USA-ekspert til DR.
Foto © : Gage Skidmore/Flickr Creative Commons
Skrevet af DR, Ritzau
08. oktober 2016 18:59

Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump har endnu engang chokeret USA med udtalelser om kvinder. 

Og det kan få betydning for hans chancer for at blive USAs næste præsident, siger USA-ekspert.

I en optagelse fra 2005 fortæller han blandt andet, at han har forsøgt at få sex med en gift kvinde og at han får lov til hvad som helst, fordi han er en stjerne.

Lørdag morgen har Donald Trump undskyldt sine udtalelser i en video. 

Men denne gang er det måske ikke nok, og det kan få betydning for valget, siger USA-ekspert og lektor ved Syddansk Universitet, Niels Bjerre Poulsen til Danmarks Radio.

- Jeg tror det får betydning. Han har jo tidligere været næsten usårlig overfor den slags skandaler, men nu kommer det på et tidpunkt, hvor han allerede er i problemer efter den første præsidentdebat og de afsløringer der har kørt om hans skattebetalinger. Så det her kommer til at bidrage til en nedadgående spiral og så kommer det ovenikøbet dagen før den anden præsidentdebat, som mange ser som hans sidste chance for at klare sig bedre end han har gjort hidtil, siger Niels Bjerre Poulsen til Danmarks Radio.

En række republikanske og flere demokratiske politikere har taget afstand fra Trumps udtalelser og har opfordret ham til at stoppe sit kandidatur til præsidentposten.

Men det afviser Donald Trump overfor avisen, Washington Post.

- Jeg vil aldrig trække mig. Jeg har aldrig trukket mig fra noget i mit liv. Jeg stopper ikke denne her valgkamp. Jeg har enorm støtte, siger Donald Trump til avisen.