Gammel Siumutter: Tilbagegang er chokerende

En gammel Siumutter, der blandt andet har siddet som formand for KANUKOKA, Edvard Møller, er chokeret over Siumuts store tilbagegang.
Skrevet af Najaaraq Egede
04. juni 2009 11:29

Siumut fik 10 mandater i tinget ved landstingsvalget i 2005, mens Inuit Ataqatigiit fik syv. Ved tirsdagens valg blev Inuit Ataqatigiit det største parti med 14 mandater, medens Siumut fik 9 mandater ind i landstinget.

- Siumut kan meget vel ende som et oppositionsparti, derfor må partiet føre en klar politik, for at kunne klare sig, siger Edvard Møller.

Han påpeger, at det formentlig er de mange mundhuggerier og personlige angreb i slutningen af valgkampen, som har ramt partiet.

- Disse og mange andre ting, som har været i medierne, har gjort, at Siumut fik tilbagegang, siger Edvard Møller.

Siumut får, ifølge Kuupik Kleists udmelding, en fremtid som oppositionsparti. Hvad siger du til det?

- Det er første gang, at Siumut kommer i opposition. Men, det måtte jo prøves. Vi må bare håbe på, at det vil gå godt. Siumut må derfor føre en helt igennem klar og god politik for fremtiden, siger Edvard Møller.

Vil det gavne Siumut at komme i opposition efter 30 år ved magten?

- Ja, det vil også være godt for befolkningen. Måske kan tiltag, som befolkningen har ønsket, blive til virkelighed. Tiltag, som Siumut måske har overset, siger Edvard Møller.

Han mindes ikke så stor en nedtur for Siumut nogensinde.

- Tiderne har ændret sig, og nye vinde blæser i Grønland. Levevilkårene har optaget en stor del af dagsordenen, ligesom børns problemer og de ekstreme samfundsproblemer er blevet diskuteret. Der er store problemer i nutidens Grønland. Der skulle findes en syndebuk, og det blev Siumut, som det gik ud over. Måske er det tale om misforståelser hos vælgerne, eller også skulle de bare vælge anderledes denne gang, siger Edvard Møller.

Han har selv været borgmester samt været formand for Kommunernes Landsforening igennem 12 år.