GA: Boligsalg er uansvarlig eksperiment

Det er et eksperiment i økonomien i samfundet. Det er uansvarligt. Så klar er kritikken fra Grønland arbejdsgiverforening af Naalakkersuisuts planer om at sætte 420 lejeboliger i Nuuk til salg.
Skrevet af Jens Thorin
06. september 2013 14:45

Planen om at sælge boliger i Qinngorput blev lanceret, da Naalakkersuisuts forslag til næste års finanslov blev fremlagt. Planen skal sikre Landskassen indtægter, så der er flere penge til Selvstyrets anlægsramme.

Men det er en ugennemtænkt plan, mener altså Grønlands Arbejdsgiverforening:

- Det er tæt på at være uansvarligt at gøre det på den måde. Det er et eksperiment med økonomien i samfundet. Det finder vi helt uansvarligt, siger direktør Brian Buus Pedersen fra Grønlands Arbejdsgiverforening.

Han frygter, at boligmarkedet vil reagere voldsomt, hvis der lige pludselig sættes 420 boliger til salg. Det svarer til, at man udbyder 40.000 boliger i København på en gang:

- Der en balance mellem udbud og efterspørgsel. Og hvis man pludselig sætter 420 boliger til salg, så er det klart, at det vil presse prisen i nedadgående retning. Anderledes kan det ikke være.

Naalakkersuisut anerkender i et svar til et paragraf 37 spørgsmål fra Demokraternes formand Jens B. Frederiksen at antallet af ejerboliger vil stige.

- Men intet tyder på, at boligmanglen i Nuuk vil falde drastisk inden for de nærmeste år - tværtimod tyder det på, at befolkningen i Nuuk vokser, skriver naalakkersuisoq for boliger, Miiti Lynge fra PArtii Inuit.

Hun understreger, at det er Naalakkersuisuts holdning, at det offentliges brug af personale boliger skal falde.

Hun vurderer derfor, at andelen af det private ejer- og lejermarked vil vokse gennem de kommende år.

Naalakkersuisut ser derfor fortrøstningsfuldt på den fremtidige udvikling på ejerboligmarkedet i Nuuk, skriver altså Miili lynge til jens B. Frederiksen.

Men den optimisme deler arbejdsgiverne ikke:

- Og hvis Naalakkersuisut er fortrøstningsfulde med hensyn til, hvad der er konsekvensen af det her, så synes jeg, at Naalakkersuisut skal fremlægge bedre analytisk dokumentation for, hvad der bliver konsekvensen af det her. Den har jeg ikke set. Så jeg ved ikke hvad de har at deres fortrøstningsfuldhed i.

Derfor opfordrer Brian Buus Pedersen Naalakkersuisut til, at de sætter sig sammen med kendere af markedet og analyserer konsekvenserne af deres forslag.

- Man kan jo ikke drive boligpolitik på den her måde. Hvis man vil lave en reform af hele det boligpolitiske område, bliver man nødt til at sætte sig ned og analysere alle hjørnerne igennem. Det nytter ikke noget man laver sådan noget ad hoc-eksperimenter, der for os mere handler om at få lukket et hul i landskassen, end det reelt handler om, at lave et nyt boligpolitisk initiativ, siger direktør i Grønlands Arbejdsgiverforening, Brian Buus Pedersen.