GA: Alt for mange fiskere

SIK og GA bakker nu op om Naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Lyberth, der har planerne om at indføre månedskvoter i det kystnære fiskeri efter hellefisk fra nytår.
09. december 2013 07:25

SIK håber på, at månedskvoter vil betyde, at fabriksarbejderne vil blive beskæftiget i flere måneder om året, mens Grønlands Arbejdsgiverforeningen peger på, at det generelt er nødvendigt med regulering, fordi der er for mange fiskere i forhold til hvor mange fisk der er.

KNR fortalte forleden, at fiskerne i Nordgrønland er imod Naalakkersuisuts planer om at indføre månedskvoter fra det nye år. Nu melder fabriksarbejdernes organisation og støtter Naalakkersuisuts kommende tiltag med månedskvoter for hellefisk i kystnært fiskeri.

Hellefiskefiskerne kritiserede planerne, og sagde blandt andet, at fiskeriet bliver meget hektisk i ganske få dage, hvor hver enkelt fisker vil fiske så meget som mulig på kortest tid.

Men fra SIK peges der på, at der er tale om samme kvote:

- Det vil sige, at den årsindtægt som fiskerne vil få, vil stadigvæk være den samme. Hvorimod vores medlemmer må kun arbejde i op til 6 eller 7 måneder om året, så har de jo kun en årsindtægt på de måneder som gør, at de ikke kan leve af de indtægter de får. Så alfa og omega vil det være ideelt hvis man laver ordningen for hele samfundet, siger formanden for SIK, Jess G. Berthelsen og fortsætter:

- Udover det så har kommunerne og Selvstyret store omkostninger og ved at indføre månedskvoter tror vi på, at arbejdet indenfor fiskeindustrien kan blive meget mere kontinuerligt end den er i dag. Så vi kan kun se positivt på, at man begynder at indføre månedskvoter. Selvstyret og kommuner vil spare og oven i det, så vil man også få flere skatteindtægter, siger Jess G. Berthelsen.

Fra Grønlands Arbejdsgiverforenings side ser man også positivt på planerne om indførelse af månedskvoter, da man herfra mener, at der er for mange fiskere i forhold til kvoten:

- Jamen, den reguleringsform kan være lige så god som mange andre fordi det er nødvendigt med regulering fordi der er for mange fiskere i forhold til hvor mange fisk der er. Så derfor er det nødvendigt med regulering, og der synes jeg at månedskvoter er udmærkede, siger Henrik Leth, formand for GA’s brancheudvalg for fiskeri og eksporterhverv.

Henrik Leth opfordrer dog Karl Lyberth til at udvise den nødvendige fleksibilitet i forhold til lokale forhold.

- Eksempelvis oppe i Kullorsuaq er der kun vinterfiskeri, og der vil det være ærgeligt hvis ikke de kan gennemføre det fiskeri de nogenlunde plejer fordi, at man laver en ordning hvor man siger, at man kun må fiske en tolvtedel af kvoten. Men jeg er ret sikker på, at Karl Lyberth finder det nødvendige instrumenter til at lave sådan en fleksibilitet rent lokalt, siger Henrik Leth.