G-44 så godt som sikker på semifinale

Tirsdagens kampe bliver afgørende for hvilke hold, der kommer i semifinalen i herrernes GM i fodbold. Men et billede tegner sig.
Skrevet af Noah Mølgaard
06. august 2012 19:59

Sidste års mestre fra G-44 fra Qeqertarsuaq har vundet sine to første kampe. De skal spille mod puljens svageste hold UB-83 fra Upernavik tirsdag eftermiddag.

- G-44 er så godt som sikre på semifinalen. Jeg tror ikke, at de kan tabe mod UB-83, siger GBU's formand Lars Lundblad til KNR.gl.

Kampen mellem SAK fra Sisimiut og FC Malamuk fra Uummannaq bliver meget afgørende for hvilket hold, der skal følge G-44 til semifinalen fra pulje 1. Men den ande semifinalist fra pulje 1 bliver først fundet onsdag.

Nagdlúnguak fra Ilulissat og B-67 fra Nuuk har kursen mod semifinalen fra pulje 2. De to hold skal spille hvad der kan udvikle sig til en puljefinale tirsdag aften. Men den pulje kan sagtens udvikle sig til noget andet.

- Der kan blive spænding om semifinalepladsen, hvis Nagdlúnguak taber sine to næste kampe. B-67 er meget stærk i år og Nagdlúnguak skal møde ATA onsdag aften. Så intet er afgjort endnu i pulje 2, siger Lars Lundblad.

Her er mandagens resultater:
UB-83 - FC Malamuk 0-6
B-67 - ATA 6-0
Eqaluk 54 - G-44 0-2
Kugsak 45 - Nagdlúnguak 1-4

Her er tirsdagens program:
Kl. 14.00 Nagtoralik - ATA
Kl. 16.00 SAK - FC Malamuk
Kl. 18.00 B-67 - Nagdlúnguak (direkte i KNR-TV)
Kl. 20.00 UB-83 - G-44 (direkte i KNR-TV)

KNR radio sender GM-nyt fra kl. 17.30.