Gå forberedt ind i rensdyrjagten

Rensdyrsæsonen er i fuld gang, og masser af mere eller mindre erfarne jægere begiver sig ud i naturen.
Foto © : KNR/Sigvard Thoerring
Skrevet af Karsten Sommer
19. august 2015 06:59

Det får politiet i Sermersooq til at opridse en række gode forholdregler, som jægerne bør iagttage når de tager på jagt.

Før afgang gælder det først og fremmest om at tjekke vejrudsigten, så man ikke får ubehagelige overraskelser på turen.

Dernæst bør man orientere et par venner eller bekendte om, hvor man påregner at tage hen, hvor mange man er, og hvem der er med på turen.

Giv også kontaktpersonerne besked om hvilken bådtype og motor man sejler med, samt hvor meget redningsudstyr der er ombord.

Det er også bedst at fortælle dem hvornår man cirka påregner at være tilbage.

LÆS OGSÅ Rensdyrsæsonen skudt i gang

 

Husk redningsudstyret

Medbring desuden det fornødne redningsudstyr såsom VHF radio, GPS, mobiltelefon, nødraketter, fløjte, satellittelefon samt ekstra proviant.

Og når man så er hjemme igen, forhåbentlig med båden godt fyldt med rensdyr, skal man straks man er hjemme underrette sine kontaktpersoner om, at man er kommet retur, det skriver Sermersooq Politis Mikael B. Kofoed i sin lille opsang til de stoute jægere.

God jagt!