Fyringsrunde i KNR

Krav om besparelser har tvunget KNR til at gennemføre en af de største fyringsrunder nogensinde. KNRs ledelse kan ikke afvise flere fyringer.
Skrevet af Noah Mølgaard
30. september 2011 12:09

Syv medarbejdere i KNR har i dag fået deres opsigelse. Det blev meddelt under et husmøde først på eftermiddagen.

- Det er en meget beklagelig situation, og det er ikke rart at skulle sige farvel til kompetente medarbejdere. Og der er en grænse for, hvor meget vi kan spare i KNR, hvis vi skal leve op til vores public service forpligtelse, og levere kritisk journalistik, oplysning, under­visning og underholdning, meddeler KNRs direktør Ivalo Egede.

Det økonomiske råderum i public service stationen Kalaallit Nunaata Radioa (KNR) er blevet mindre de senere år. I 2010 fik KNR en negativ budget­regulering på 400.000 kr., og i 2011 har der ligeledes været to negative budgetregu­lerin­ger på i alt 950.000 kr. Den nye overens­komst med journalist­forbundet Tusagassi­ui­nermi Sulisut Peqatigiiffiat (TP) har ligeledes belastet KNR’s økonomi i både 2010 og 11.

I 2010 samlede Selvstyret de midler, der bruges til vakant­boliger, i en central pulje. For KNR betyder det, at 1,8 mio. kr. bliver taget ud af KNR’s budget hvert år, og KNR kan kun anvende midler herfra, hvis det offentlige kan stille en vakant­bolig til rådighed på det pågældende tidspunkt.

Ivalo Egede understreger at det er omkostningskrævende at producere tv, radio og net-nyheder.

- - På længere sigt vil vi – når det kan lade sig gøre – bruge flere freelan­cere til at løse konkrete opgaver for os. Men det koster det samme at producere radio og TV, hvad enten man er en lille befolkning eller en stor nation, siger Ivalo Egede.

- I KNR efterlyser vi en bred og langsigtet mediepolitik, der tilgodeser samfundets behov for kritisk journalistik og reportager fra hele landet. Vi burde kunne levere mere oplysning og underholdning i radio, i tv og på internettet i en moderne indpakning, og afspejle det fantastiske land vi lever i, her i år 2011, siger KNRs direktør.

FAKTA:

Mere for færre penge
Økonomien i KNR har været anstrengt i en årrække. For det første er KNR’s opgaver vokset med årene. Først producerede man kun radio, så kom TV og inter­nettet til uden at tilskuddet til KNR er blevet tilsvarende større. For det andet betaler KNR stadig af på det digitale TV udstyr, der blev indkøbt i 2007. Det er en udgift og likviditetsbelastning, der tynger økono­mien i huset frem til år 2024. I 2011 udgør renter og afdrag således ca. 2 mio.kr.

Effektivisering
KNR har de sidste to år effektiviseret driften, og kørt en stram økonomistyring. To admini­stra­tive stillinger blev nedlagt i 2010, og i 2011 er der indført en fladere struktur med færre mellemledere. To chefstillingerer blevet nedlagt, og flere ubesatte stillinger bliver ikke gen­besat. KNR mindsker udgifterne til en økonomi­chef ved at købe ydelsen udefra. Udgifter til taxa, telefon og internet skæres ned, kantinen er nedlagt, og der er skåret kraftigt ned på rejser og uddannelse.