Fyringsrunde i KNR

KNR 's bestyrelse og ledelse har i dag meddelt, at 11 stillinger bliver nedlagt.
Skrevet af Noah Mølgaard
24. august 2012 14:20

Der var trist stemning i KNR, da bestyrelsesformand Hans Peter Poulsen og direktør Ivalo Egede meddelte, at den Selvstyre-ejede virksomhed ikke kan komme uden om en sparerunde.

Det betyder, at 11 stillinger bliver nedlagt. Der er tre ledige stillinger som ikke bliver genbesat, mens otte medarbejdere skal til at finde et nyt arbejde.

KNR havde i 2009 110 fastansatte medarbejdere, og dette tal er nu nede på 94. Efter sparerunden vil antallet af medarbejdere være helt nede på 83.

- Det er med stor beklagelse, at vi er nødt til at gå så drastisk til værks. De nedskæringer, som vi gennemfører nu, vil helt klart betyde færre udsendelser i radio og tv. Sparerunden vil ligeledes påvirke de lokale tv og radiostationer, der mister en indtægt i resten af 2012. Og vi må sige farvel til en række loyale og dygtige medarbejdere, der har lagt deres hjerteblod i KNR, siger KNR's direktør Ivalo Egede.

Fyringsrunden i KNR får også konsekvenser for demokratiet. Kritisk journalistik får svære odds med færre medarbejdere.

- Bolden har længe ligget på ejernes banehalvdel, og selvstyret har haft mulighed for at reagere.Vi har orienteret ejerne om konsekvenserne af denne sparerunde, men det er ikke lykkedes at få et økonomisk indspark til KNR. Det næste skridt bliver at få afstemt forventningerne omkring public serviceaftalen for de kommende år, men mit håb er at der fremover fra politisk hold bliver udvist forståelse for, at det kræver mange flere midler at skabe godt indhold i alle fladerne. Indhold der skabes af KNR selv, af freelancere og eksterne leverandører, siger bestyrelsesformanden i KNR Hans Peter Poulsen.