Fyrede gravid

Paninnguaq havde hverken ansættelsesbevis eller kontrakt, da hun blev fyret.
24. juli 2013 10:59

Panninguaq Lyberth Petersen blev fyret fra sit arbejde i Legekæden i Nuuk Center, mens hun var på barsel. Det var et arbejde hun havde haft i to år, og beskeden kom bag på hende.

- Da jeg havde født, så tænkte jeg selvfølgelig, at jeg skulle vende tilbage til mit arbejde igen efter et stykke tid. Der gik fem måneder, så gik jeg tilbage til mit gamle arbejde og spurgte, hvornår jeg skulle tilbage igen. Der sagde hun så, at hun ikke havde brug for mig, siger Paninnguaq Lyberth Petersen.

Så du følte i virkeligheden, at du var blevet fyret?

- Ja.

Paninnguaq Lyberth Petersen har intet forhold til den nye ejer i legetøjsbutikken, Marie Berthels, og i sidste uge startede Paninnguaq i et nyt arbejde i et af Nuuks supermarkeder.

Men hverken Legekædens gamle ejer, Anne Marie Hviid Kristensen, eller den nye, Marie Berthels, giver ansættelsesbeviser eller kontrakter til sine ansatte, fortæller hun til Radioavisen.

- Jeg kan egentlig godt forstå hendes situation, men når der ikke er lavet nogen aftale eller nogen kontrakt så har jeg jo ikke nogen som helst forbindelse til hende - på nogen måde. Forstå mig ret, forklarer den nye ejer, der i øvrigt selv er højgravid i øjeblikket.

Hvis man som ansat kun laver en mundtlig aftale og ingen form for kontrakt, så stiller man sig i en svær situation, hvor man kan miste sine rettigheder.

Paninnguaq Lyberth Petersen havde ingen aftale på skrift med hverken den gamle eller den nye ejer i Legekæden.

I hendes fagforening, SIK, kender man til problemet med manglende ansættelsesbeviser.

- Jeg mener, det er et generelt problem, at der ikke bliver underskrevet ansættelsesbeviser. Men uanset om de har ansættelseskontrakt, de har underskrevet eller ej, så er der en barselslovgivning, som man skal følge, siger formand i SIK, Jess G. Berthelsen.

Han har fået Paninnguaq Lyberth Petersens sag på bordet, men vil ikke udtale sig konkret om den. De kan have en god sag i mod Legekæden, selvom der ikke er blevet underskrevet nogen kontrakt, siger han.

I loven om barsel står der nemlig, at det er forbudt at fyre en lønmodtager, fordi hun bliver gravid, uanset om hun er timeansat eller får fast månedsløn. Paninnguaq Lyberth Petersen følte sig da også som fastansat, efter hun havde arbejdet i Legekæden i to år på fuld tid.

Da hun blev fyret, forsøgte hun at få fyringen på skrift fra den nye ejer, Marie Berthels. Tilbage i hånden fik den nybagte mor en uventet besked.

- Og så skriver hun på et stykke papir, at hun ikke mangler personale, og at hun ikke har brug for mig, forklarer Paninnguaq Lyberth Petersen.

Selv fraskriver ejeren, Marie Berthels, sig alt ansvar. Hun forklarer til Radioavisen, at de timeansatte i Legekæden er klar over, hvad de går ind til. At de ikke er fastansatte, også selvom de har arbejdet i butikken i to år ligesom Paninnguaq Lyberth Petersen. Det er mere de unge ansattes ansvar, end det er hendes, siger butiksejeren.

Marie Berthels siger i øvrigt, at hun ikke vidste, at Paninnguaq havde planer om at vende tilbage til sit arbejde efter barselsperioden. Derfor havde hun bemandet butikken med andre, da hun overtog Legekæden som ejer.

Radioavisen vil gerne i kontakt med andre, som enten er blevet fyret under barsel eller har erfaringer med problemerne ved at arbejde uden et ansættelsesbevis. Har du en historie, da skriv til niels@knr.gl