Futsalpiger melder afbud til AWG og tager til norsk turnering

U-16 fodboldpiger fra Grønland har meldt afbud til Arctic Winter Games i Alaska i marts.
Der er nu i stedet købt billetter til den norske by Lillehammer, hvor der i slut januar skal afvikles en stor klubturnering, som de grønlandske fodboldpiger bliver en del af.
Turneringen er Bambusa Cup, der afvikles i flere aldersklasser.
- Vores landstræner David Janussen har bedt om tilladelse til at melde afbud til Arctic Winter Games, fordi han vurderede, at vores kommende modstandere havde for lavt niveau, siger formand for Grønlands Boldspilunion KAK Kenneth Kleist til KNR.
- Det andet argument til afbuddet er prisen. Det ville have kostet os over 600.000 kroner for at sende 13 fodboldpiger til Arctic Winter Games. Vi blev derfor enige om at undersøge andre turneringer og fandt muligheden i Lillehammer, siger Kenneth Kleist.
Dygtige modstandere
Der er nu udtaget 13 spillere, der skal mødes til træning i Nuuk 17. januar og rejser videre til Norge 22. januar.
- Vi kan se ud fra tilgængelige informationer, at vores kommende modstandere bliver meget dygtige. Der er meget seriøs træning af ungdomspiger i Norge. Vi håber på, at vi kan spille lige op med vores modstandere og gerne vinde, hvis muligheden opstår, siger Kenneth Kleist.
Grønland har lange traditioner med deltagelse i Arctic Winter Games i indendørsfodbold. Pigernes første deltagelse skete i 1992 og har gennem årene opnået gode resultater, hvor de har stået øverst på sejrsskamlen flere gange.
Grønland deltog heller ikke i futsal ved Arctic Winter Games i 2023.