Fugleskind som tøj og tæpper på museum
En vigtig del af beklædningen hos Inuit siden tidernes morgen var fugleskind.
En inderpels af fugleskind - benyttet under en yderpels af f.eks. sælskind eller rensdyrskind - var i ældre tid en obligatorisk del af vintertøjet. Den var så almindelig at betegnelsen timmiaq fortsat i dag lever videre og f.eks. bruges om inderanorakken til kvindens festdragt.
Fugleskind begyndte gradvist at blive afløst af bomuld og andre importerede materialer omkring 1800-tallets midte. Endnu i midten af 1900-tallet blev fugleskind dog stadig brugt til beklædning nogle steder i landet.
Fugleskind som pynt
Fra begyndelsen af 1900-tallet begyndte man at bruge fugleskind til en omfattende produktion af fugleskindstæpper, som frem til 2. verdenskrig blev indhandlet i byer og bygder fra Sisimiut og sydover. Opgørelser viser, at der i perioden fra 1915 – 1939 blev indhandlet i alt mere end 17.500 fugleskindstæpper af ”Den kongelige grønlandske Handel” med henblik på videresalg i Danmark.
Tæpperne blev fortrinsvis lavet af ældre kvinder, ofte enker, og de vigtigste produktionssteder var Kangaamiut, Maniitsoq, Qassimiut og Nanortalik. Produktionen toppede i begyndelsen af 1920’erne med helt op til ca. 2000 indhandlede tæpper på et enkelt år.
Udstillingen åbner
Den nye udstilling om fugleskind i på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv beretter om ældre tiders brug af fugleskind til dragter. Der vises en fugleskindsinderpels fra det berømte mumiefund fra Qilakitsoq ved Uummannaq, som er fremstillet af skind fra fem forskellige havfugle. Desuden vises et godt udvalg af fugleskindstæpper fremstillet i løbet af 1900-tallet.
Udstillingen vises fra den 17. juni til den 1. november 2011. Det oplyser museumsinspektør Georg Nyegaard.
