Fristen for klimamål udløbet

Ved midnat udløb fristen for verdens lande til at fortælle, hvor meget de vil skære ned på CO2-udslippene. I dag offentliggør FN, hvilke lande der har rapporteret om deres CO2-mål.
01. februar 2010 11:38

På topmødet i København vedtog stats- og regeringscheferne at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader - den såkaldte Københavneraftale. Indtil nu har USA, Sydkorea, Japan, Indien, Brasilien, Kina og de 27 EU-lande rapporteret deres mål. Men i aftes manglede stadigvæk en række afrikanske lande at fortælle, hvad de vil gøre for at begrænse udslippet af drivhusgasser.

Klimaminister Lykke Friis Nielsen siger i en kommentar, at hun ikke er overrasket over rapporteringerne på nuværende tidspunkt.

- Vi vidste jo godt, at vi ikke nåede målet med hensyn til de 2 grader. Men det afgørende ved Københavnermødet var, at man trods alt var enige om, at de 2 grader skulle være overliggeren.

Klimaministeren kalder det for positivt, at en række af de store og vigtige lande nu har tilkendegivet, at de står ved den aftale. Og derfor kan der muligvis skabes et springbræt til en global aftale.