Friske udenlandske aviser i alle regioner

Udenlandske aviser går som varmt brød i Nuuk, hvor læsere kan få deres morgenfriske aviser på "print on demand" hver dag. Derfor vil Post Greenland Erhverv nu opsætte flere printere på kysten.
Skrevet af Oline I. Olsen
22. oktober 2009 14:47

- Print on demand er noget, som resten af befolkningen i Grønland, kan glæde sig til, siger Post Greenlands erhvervschef Salik Hard.

Print on demand har været en muliged i Nuuk i 2 måneder, og der bliver dagligt trykt flere hundrede aviser.

Hvordan er det gået med at sælge aviser fra andre lande?

- Det er gået meget bedre, end vi havde forventet. Vi har fået en masse forespørgsler fra folk på kysten, der er interesserede i at få samme mulighed.

Derfor vil Post Greenland nu introducere samme mulighed i de 3 øvrige kommuner i landet.

Udenlandske aviser som B.T., Berlingske Tidende, Jyllands-posten og Politiken tager cirka 21 sekunder at printe ud, og på den måde slipper læserne for at vente flere dage på aviserne, der kommer med luftposten.