Friske grøntsager i Nunavut fik de gamle til at danse af glæde

Det er meget svært at få friske tomater og salat midt om vinteren, når man bor i en bygd med 30 frostgrader. Men det har et par inuit iværksættere nu gjort noget ved.
De to iværksættere starter med at dyrke tomater og salat. Senere vil de prøve blåbær og multebær-dyrkning.
03. februar 2020 16:03
Versionist Mads Lynge

Gjoa Haven (Uqsuqtuuq) er den eneste bygd på King William Øen i Nunavut. Den ligger nogenlunde midt i Nunavut ved Nordvestpassagen.

Det er ikke et sted med mange friske grøntsager. Dem, der kan købes i den lokale butik, ser ofte meget triste ud og koster mange penge.

Men to inuit i Gjoa Haven, Betty Kogvik og Susie Kununak, har besluttet at dyrke friske cherrytomater og salat i en gammel skibstransport-container. Sammen med to andre containere huser de en arktisk forskningsstation.

Containerdrivhuset i Gjoa Haven er opvarmet med sol- og vindenergi.

Grøntsagsprojektet kaldes for Naurvik, som betyder "det sted hvor der dyrkes".

Den første høst af salat blev uddelt til de ældre bygdebeboere, som havde rådgivet om placeringen af containerne. Betty Kogvik udtaler til CBC News, at en af de ældre damer blev så glad for den friske salat, at hun begyndte at danse.

Indtil nu er Betty Kogvik og Susie Kununak tilfredse med at dyrke salat og cherrytomater. Men til foråret vil de også prøve at dyrke traditionelle tundraplanter, der bruges til te og medicin. Desuden vil de dyrke blåbær og multebær.

Ideen bag Naurvik Projektet er at give bygdebeboerne friske grøntsager og dermed afhjælpe fødevareusikkerheden. Hvis det bliver en succes vil et lignende projekt blive oprettet i andre bygder i Nunavut.