Frisk mattak i stakkevis

Fangerne fra Kangersuatsiaq og Søndre Upernavik melder, at man siden i går har fanget massevis af hvidhvaler i våger. Men Selvstyret understreger her til eftermiddag, at man ikke har givet tilladelse til sassat-fangst af hvaler.
Skrevet af Ludvig Siegstad
01. marts 2012 12:20

35 fangere fra Kangersuatsiaq med licens til fangst af hvidhvaler er ved vågerne, og nabobygdens, Sdr. Upernaviks, omkring 20 fangere er også kommet til, fortæller fanger i Kangersuatsiaq Godman Jensen.

De seneste rapporteringer melder om fangst af omkring 50 hvidhvaler, antallet kan blive endnu større, da der stadig er sassat, som fangst af hvidhvaler i våger bliver kaldt på grønlandsk.

Men Selvstyret oplyser, at det har fået melding om, at der kun er narhvaler i vågehullerne.  Og man vil først i morgen, fredag,  give klar besked om, hvorvidt der bliver meldt tilladelse til sassat-fangst. Og Selvstyret fremhæver, at al fangst indtil videre vil blive trukket fra kvoten.

Fangsstedet, hvor der er to våger, ligger 10 kilometer fra bygden. Fangerne må ikke anvende snescootere til fangst, kun hundeslæder må bruges til fangsten. Men fangerne har ikke mulighed for at indhandle den eftertragtede mattak på stedet, da der ikke er indhandlingssteder i bygderne.

Kangersuatsiaq ligger 56 kilometer syd for Upernavik.